Den gamle kone der ville have en husnisse

Jeg var så heldig, at Julius, min husnisse, hoppede op i min kuffert, da jeg skulle rejse til Island. En husnisse må man have til at ordne små ting for sig og holde god stemning i hjemmet! Normalt er husnisser så generte, at de ikke viser sig, men Julius er gået med til at komme lidt frem i lyset, men KUN for de islandske skolebørn! Her holder han lyset mens jeg læser en nissehistorie, som man nu kan finde på en islandsk hjemmeside for lærere. Det er bare en af de skøre ting, der kan komme ud af at være rejselærer! For jeg ved ikke hvilken gang har jeg oplevet, at sætter man sig selv lidt på spil som lærer, så gør det noget ved undervisningen. SELVFØLGELIG er Julius da min husnisse, selvom han til forveksling ligner de nisser man kan købe for en slik i TIGER. Og Julius kan alverdens ting, også skrive dagbog om de børn han møder - han er en god nisse! Og børnene kan skrive ønskesedler på dansk selvfølgelig, som de kan lægge i Juliuses sæk.. På en af skolerne jeg er på lige nu hedder jeg "Julekonen" - og på en anden skole var der en stor pige, der med lidt foragt i stemmen sagde, da hun gik fra et lille oplæg jeg holdt, "Ej, hun tror virkelig på husnisser" - YES, tænkte jeg, hun forstår hvad jeg siger selvom samme unge dame bedyrede INDEN jeg havde sagt noget: "Jeg forstår ikke hvad hun siger!!" Idag 12.12 kommer i øvrigt den første islandske julesvend ned fra fjeldet, han hedder Stekkjarstaur - og han driller fårene! Gad vide om man ikke skulle opfordre til lidt nisse- og julesvendsudveksling?

Vestmannaøerne - fortsættelsen

Jo, jeg overlevede turen over til Hanne - og den mikroskopiske ø, der er så vild, gjorde et kæmpe indtryk på mig. En tredjedel af byen blev begravet af lavaen der strømmede op af jorden fra januar til juni i 1973. Til alt held var det dårligt vejr og alle fiskekuttere var i havn, så alle blev reddet over på fastlandet. Det var SÅ mærkeligt at gå ovenpå den kæmpestore lavabræmme og vide, at der er veje, huse osv, begravet nedenunder. Man er begyndt at grave en gade ud - og Hanne fortæller at ikke alle på øen synes det er en god ide, det er jo deres hjem, der er mange der kan HUSKE det.... Hanne fortæller også, at der var folk derovre, som hver dag holdt øje med udviklingen, og når de kunne se, at et hus var i farezonen, så sørgede de for at tømme det for værdier, personlige papirer, billeder osv. Fantastisk. Men det vildeste næst efter flyveturen er antallet af biler i Heimay - øen er lillebitte, der er vel 10 km asfaltvej - og ALLE har en kæmpe firhjulstrækker, det er godt nok skudt over målet, de kan snart ikke få den i 4. gear og man skal sejle dertil eller flyve... Og de kører børnene i skole, der er trafikprop ved skolen. Jo, de vil have deres biler vil de, de islændinge, og uanset om de har behov eller ej, så skal der være superhestekræfter under hjelmen. Nå, men Julus - min husnisse - var med på Vestmanna, og lige nu turnerer han og jeg rundt i 3 skoler, hvor vi snakker om jul og traditioner i Danmark - her har de 13 lidt uhyggelige julesvende, deres mor hedder Grýla og hun spiser spædbørn - og så er der den sorte kat, der æder de børn, der ikke får nyt tøj til jul.... så jeg prøver at sprede lidt fredsommlig dansk nisse hygge. Jeg er SÅ glad for jeg har været derovre, og flyveturen tilbage i et KÆMPEfly til 22 passagerer var absolut udturens diamentrale modsætning: helt roligt vejr, frostklart og fuldmåne - at lande i skumring midt i Reykajvik i det vejr var lige til en romatisk film.