God påske!

Vinteren heroppe trak ud og jeg gik helt i hi! Jeg forskansede mig med strikketøj og DR! - og det har taget uendelige tider at komme op i omdrejninger. Men nu er jeg ved at være der, selvom foråret her er kommet i den forstand at LYSET er tilbage, så kalder temperaturerne stadig på de tykke uldtrøjer. Om 6 uger er jeg tilbage i Danmark og det bliver med en god fornemmelse af Island - jeg er vildt betaget af det her folk! Kækt sir de nej til ICESAVE, de synes ikke det er den enkelte islænding, der skal betale for banditterne!! De skal nok klare sig, det har de altid gjort, sir de... og det har de jo. Og de er godt nok også ideerige: her kan man købe frsk islandsk polarluft på dåse og aske fra vulkanudbruddet sidste år - måske vi skulle modernisere det gamle udtryk om en god sælger, som kan "sælge sand i Sahara" - det kunne passende i 2011 termer hedde "at sælge aske i Island" - jeg får det ganske gratis i vinduekarmene hele tiden.... Mine skolebesøg lakker mod enden, jeg har regnet ud, at jeg har haft individuelle samtaler med 1300 islandske unge, været konsulent på 11 skoler og arbejdet tæt sammen med ca 20 lærere.... og så tror jeg jeg jeg har gået 10.000 km!! Det bliver sandsynlivis mit sidste indlæg på bloggen for denne gang - tak fordi i kiggede herind

Striktivisme..

Når det er vinter i Island, så er det mørkt, virkelig mørkt MØRKT - jeg troede ikke det ville påvirke mig, for jeg har jo boet så mange mærkelige steder i verden. Men, indrømmet, mørket sneg sig ind på mig også - jeg kan først rigtigt se det nu, hvor lyset er vendt tilbage! Det polare mørke ER skræmmende, og jeg er endda vant til det, synes jeg. Hjemme kan jeg bo ugevis i min hjørnesofa på 2. sal, dykke lyksaligt ned i puder og tæpper og slubre rygende varm te, se film, læse, blunde...se film, læse, sende en SMS, blunde... se film, læse...! Mørket pakker sig som en dejlig dyne omkring mig og mit hjem i vinterhalvåret... altså i Danmark, hvor det efter mine senest erhvervede begreber overhovedet ikke er MØRKT om vinteren.. "Hjemme i Island styrer vejret vores humør, gør os tavse og bedrøvede undtagen på sommeraftner, når solen skinner, og brisen er blid" Karitas, kaos på lærred p. 142, Kristín Marja Baldursdóttir, 2007 Og måske var det i virkeligheden derfor jeg blev fuldstændig manisk striktivist her på Island - jeg har stikket så meget, at jeg selv er forundret... den ene maske har taget den anden, og sweatrene er sprøjtet ud af hænderne på mig i massevis! I garnbutikken på Skolastödevegur hilser alle på mig nu, og en kollega på Rétterholtsskóli sagde anerkendende i forhold til strikkeriet, at nu var jeg vist ved at være rigtig islænding. DET ER JEG DA STOLT AF. Lige nu køber jeg garn som en manisk, jeg skal blive omkring 140 år gammel, hvis jeg skal nå at strikke det, jeg har lyst til. Som Karitas har jeg lyst til livet, meeeen 140 bliver jeg nok ikke. Men mit lys i mørket har været strikkepindene, det rå uldgarn og det forunderlige der skabes af gentagne bevægelse med hænderne - HVORFOR HAR VI I DANMARK SKÅRET ALT KREATIVT I SKOLEN VÆK??? Og så undrer det os, at der er så mange depressive i Danmark og at unge i Folkeskolen skal have lykkepiller? Her har alle skolebørn "tekstilkundskab" fra 1.-9. klasse, og så blir det godt nok valgfrit i 10...">for man må bekskæftige sig med noget fornuftigt i de mørke vintermåneder" Ja, jeg spør´ bare - "Fantasien er strikketrøj´ af renuld, den tåler ikke kogevask for Guds skyld" GNAGS engang i 80'erne - Når LEGO har stor succes med at gå tilbage til kerneydelserne, på den mest KLODSEDE måde... og der stadig er Islændinge på Island trods mørke og økonomisk ruin...så skulle vi i Folkeskolen måske lytte og lære.... Striktivistisk forkæmper ULDse

Først på islandsk, så på islandsk og hvis du stadig ikke forstår: så på islandsk

Da jeg skulle have bankkonto her slog det mig første gang: at de godt nok holder fast på deres sprog! Jeg gik ind i Íslandsbanki lige i nærheden af hvor jeg bor og kiggede mig lidt forvildet omkring, det lignede alle andre banker, men alle henvisninger var kun på islandsk. Jeg trak et nummer og kunne ikke helt grade kategorierne på de forskellige skranketyper - men det løste nu sigselv. Ialfald havner jeg ved en meget smilende bankdame, som viser sig at tale FULDSTÆNDIG fejlfrit dansk. Og det var da mit held, for det gik noget nemmere end på tegnsprog og ubehjælpelgt islandsk. Hun gennemgår alle finurligheder, taster hurtigt og effektivt og WUPTI, jeg har konto i Island! (Det var først bagefter jeg kom til at tænke på, at grunden til det gik SÅ snapt måske er mine danske kroner...)- men da hun så printer diverse papirer til mig mig opdager jeg, at jeg har et problem: ALT ER PÅ ISLANDSK... joe, banken har da overvejet at oversætte deres papirer til engelsk, men indtil videre, ISLANDSK!! Anden gang sprogpolitiken her gik op for mig var, da jeg besluttede mig for at købe en tv-pakke med DR1. Jeg fandt med lidt hjælp ud af hvor jeg skulle henvende mig - og her sad en helt ung pige med et FORRYGENDE engelsk ordforråd, som kun er få forundt! Tre klik og print, kortet igennem og en underskrift - det går ligeledes snapt. Jeg får udleveret en kasse med en boks, ledninger og en instruktion på ISLANDSK! Jeg spør efter een på engelsk, pigen smiler overbærende "Don´t worry, it is not difficult, just look at the drawing" Takk fyrir!! Og i weekenden var jeg en tur nede i Eyrar Bakki med bus nr. 51 - jeg synes nu ellers mit islandsk er blevet bedre, og i realiteten taler islændinge bedre engelsk end danskere, så det sproglige er ikke et stort problem. I de fleste tilfælde altså - Men chaufføren - en ældre herre på min alder (!) - forklarer på islandsk, "Afsakid, jeg skiler bare litl islanskö, but I speak English" prøver jeg, så gentager han lidt hurtigere men HØJERE på islandsk! Da jeg stadig ser fåret ud RÅBER han på ISLANDSK og smiler.... Og så har jeg i øvrigt lagt mærke til, at ALLE indvandrere her taler ISLANSKÖ!

GODT NYTÅR

Der har været stille her på bloggen, jeg har været på ferie i Danmark, og det var fantastisk at komme hjem til noget, der lignede min forestilling om Island: sne overalt. Og hvor var det dejligt med de lange dage! Heroppe er det godt nok mørkt, eller rettere det var endnu mørkere - da jeg tog hjem var solen oppe knapt tre timer, allerede nu er dagen tiltaget .... jeg bilder mig ind jeg kan mærke det. Og når vi runder 1.2 er dagen tiltaget med tre timer. Det er mærkeligt at tænke på, at 1.4 står solen op klokken 6 og går ned lidt før kl 21... Jeg er vel tilbage i Island STADIG uden sne - billedet er fra Tarm i julen - men med frostgrader. Det har blæst kraftigt, jeg kalder det storm, og så går vinden gennem marv og ben, det er så koldt at det prikker i huden og når man kommer ind ligner man en solskoldet. Det er ikke blevet til de lange gåture, det må komme når det bliver ldt varmere. Det var godt at se ungerne i skolerne jeg er på igen, jeg har været på 3 forskellige i december og jeg fortsætter på de samme steder i januar - og jeg GÅR mellem dem. Det tar 15 minutter mellem de to, men når jeg skal fra den tredje, så tar det 20-25 minutter at gå. Jeg er begyndt at bruge hue (tak Dorthe) for ellers bliver mine øre så kolde de kan brækkes af - så må håret klaske!! Jeg vidste ikke der var kameler klar til at blive slugt på Island også...

Den gamle kone der ville have en husnisse

Jeg var så heldig, at Julius, min husnisse, hoppede op i min kuffert, da jeg skulle rejse til Island. En husnisse må man have til at ordne små ting for sig og holde god stemning i hjemmet! Normalt er husnisser så generte, at de ikke viser sig, men Julius er gået med til at komme lidt frem i lyset, men KUN for de islandske skolebørn! Her holder han lyset mens jeg læser en nissehistorie, som man nu kan finde på en islandsk hjemmeside for lærere. Det er bare en af de skøre ting, der kan komme ud af at være rejselærer! For jeg ved ikke hvilken gang har jeg oplevet, at sætter man sig selv lidt på spil som lærer, så gør det noget ved undervisningen. SELVFØLGELIG er Julius da min husnisse, selvom han til forveksling ligner de nisser man kan købe for en slik i TIGER. Og Julius kan alverdens ting, også skrive dagbog om de børn han møder - han er en god nisse! Og børnene kan skrive ønskesedler på dansk selvfølgelig, som de kan lægge i Juliuses sæk.. På en af skolerne jeg er på lige nu hedder jeg "Julekonen" - og på en anden skole var der en stor pige, der med lidt foragt i stemmen sagde, da hun gik fra et lille oplæg jeg holdt, "Ej, hun tror virkelig på husnisser" - YES, tænkte jeg, hun forstår hvad jeg siger selvom samme unge dame bedyrede INDEN jeg havde sagt noget: "Jeg forstår ikke hvad hun siger!!" Idag 12.12 kommer i øvrigt den første islandske julesvend ned fra fjeldet, han hedder Stekkjarstaur - og han driller fårene! Gad vide om man ikke skulle opfordre til lidt nisse- og julesvendsudveksling?

Vestmannaøerne - fortsættelsen

Jo, jeg overlevede turen over til Hanne - og den mikroskopiske ø, der er så vild, gjorde et kæmpe indtryk på mig. En tredjedel af byen blev begravet af lavaen der strømmede op af jorden fra januar til juni i 1973. Til alt held var det dårligt vejr og alle fiskekuttere var i havn, så alle blev reddet over på fastlandet. Det var SÅ mærkeligt at gå ovenpå den kæmpestore lavabræmme og vide, at der er veje, huse osv, begravet nedenunder. Man er begyndt at grave en gade ud - og Hanne fortæller at ikke alle på øen synes det er en god ide, det er jo deres hjem, der er mange der kan HUSKE det.... Hanne fortæller også, at der var folk derovre, som hver dag holdt øje med udviklingen, og når de kunne se, at et hus var i farezonen, så sørgede de for at tømme det for værdier, personlige papirer, billeder osv. Fantastisk. Men det vildeste næst efter flyveturen er antallet af biler i Heimay - øen er lillebitte, der er vel 10 km asfaltvej - og ALLE har en kæmpe firhjulstrækker, det er godt nok skudt over målet, de kan snart ikke få den i 4. gear og man skal sejle dertil eller flyve... Og de kører børnene i skole, der er trafikprop ved skolen. Jo, de vil have deres biler vil de, de islændinge, og uanset om de har behov eller ej, så skal der være superhestekræfter under hjelmen. Nå, men Julus - min husnisse - var med på Vestmanna, og lige nu turnerer han og jeg rundt i 3 skoler, hvor vi snakker om jul og traditioner i Danmark - her har de 13 lidt uhyggelige julesvende, deres mor hedder Grýla og hun spiser spædbørn - og så er der den sorte kat, der æder de børn, der ikke får nyt tøj til jul.... så jeg prøver at sprede lidt fredsommlig dansk nisse hygge. Jeg er SÅ glad for jeg har været derovre, og flyveturen tilbage i et KÆMPEfly til 22 passagerer var absolut udturens diamentrale modsætning: helt roligt vejr, frostklart og fuldmåne - at lande i skumring midt i Reykajvik i det vejr var lige til en romatisk film.

This is your captain speaking....

"Vil du ikke en tur til Heimay på Vestmannaøerne og besøge Hanne?" - sådan en invitation sir man da ikke nej til, så jeg huggede hurtigt et "JO TAK DA" i tasterne og trykkede send . Jeg husker vulkanudbruddet derovre fra min pure ungdom i 73, jeg kan huske jeg så billeder på TV og det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at jorden åbnede sig i en 1,5 km lang sprække og lavaen væltede op på den lille bitte ø. En tredjedel af øens huse blev begravet af lavaen og det tog et halvt år før øens befolkning kunne begynde at flytte tilbage - og helt forståeligt valgte ca 20% øen fra. "Hvordan kommer du så derover" spurgte Erna, der er formand for dansklærerforeningen på Island, og da jeg svarede, at jeg havde fået en flybillet sagde hun "Nå, så skal du ikke regne med at komme hjem til mandag..." Det var som om min umiddelbare begejstring begyndte at kølne en anelse, så jeg spurgte mig lidt for. Det gik op for mig, at der ikke var ret mange der havde hørt om et rutefly til Heimay og flyselskabet ringede ikke nogen klokker heller. Afgangsstedet var ikke den almindelige indenrigslufthavn og i det hele taget blev det længere jo mere suspekt. Men jeg havde jo en billet... til NOGET... Taxachaufføren blev min redning - i første omgang - han vidste alt om arrangementet, og som han sagde, "Det er NOGET af en tur, men de islandske piloter er vant til at flyve i al slags vejr, det er de jo nødt til her, hvor det aldrig er til at forudsige noget og de aflyser ALDRIG!" Og så grinede han højt. Det var IKKE nogen trøst, for jeg havde lige tjekket, at det blæste 23m/sec på Vestmannaøerne. Træk vejret,sænk skuldrene, vær nu lidt modig sagde jeg til migselv, de maskiner de flyver med er jo bygget til det I tror det er løgn, det var en lille bitte propelting uden cockpit, bare med 8 sæder, og allerede før vi lettede fra Reykjavik vendte piloten sig om og sagde, at vi skulle påregne en del turbulens, men han mente nu nok han kunne få maskinen ned derovre - Ja, ned skal vi nok komme, men jeg havde da tænkt mig at blive bare LIDT ældre... og nu så det ud til at jeg havde nøjagtig 20 minutter tilbage. Det eneste formildende ved turen var ellers længden. Turen trodsede enhver beskrivelse - jeg siger jer, vi blev kastet rundt, og jeg mener helt bogstaveligt KASTET rundt, og hvordan han nogensinde fik hold på skidtet og vendt hjulene ned mod landingsbanen og ren faktisk LANDET, det er mig en gåde! Det hører måske med, at jeg ikke trak vejret de 3-4 sidste minutter af landingen. DA JEG STOD MED MIN LILLE IRGRØNNE REJSEKUFFERT I HEIMAY skyldede lettelsen over mig som vulkanudbruddet, jeg blev cirka lige så varm i hovedet som flydende lava - "YES" - jeg gjorde det - hul i turen hjem, jeg går sgu´på vandet... Det var vildt - og øerne er det hele værd - det hører I om..