Den gamle kone der ville have en husnisse

Jeg var så heldig, at Julius, min husnisse, hoppede op i min kuffert, da jeg skulle rejse til Island. En husnisse må man have til at ordne små ting for sig og holde god stemning i hjemmet! Normalt er husnisser så generte, at de ikke viser sig, men Julius er gået med til at komme lidt frem i lyset, men KUN for de islandske skolebørn! Her holder han lyset mens jeg læser en nissehistorie, som man nu kan finde på en islandsk hjemmeside for lærere. Det er bare en af de skøre ting, der kan komme ud af at være rejselærer! For jeg ved ikke hvilken gang har jeg oplevet, at sætter man sig selv lidt på spil som lærer, så gør det noget ved undervisningen. SELVFØLGELIG er Julius da min husnisse, selvom han til forveksling ligner de nisser man kan købe for en slik i TIGER. Og Julius kan alverdens ting, også skrive dagbog om de børn han møder - han er en god nisse! Og børnene kan skrive ønskesedler på dansk selvfølgelig, som de kan lægge i Juliuses sæk.. På en af skolerne jeg er på lige nu hedder jeg "Julekonen" - og på en anden skole var der en stor pige, der med lidt foragt i stemmen sagde, da hun gik fra et lille oplæg jeg holdt, "Ej, hun tror virkelig på husnisser" - YES, tænkte jeg, hun forstår hvad jeg siger selvom samme unge dame bedyrede INDEN jeg havde sagt noget: "Jeg forstår ikke hvad hun siger!!" Idag 12.12 kommer i øvrigt den første islandske julesvend ned fra fjeldet, han hedder Stekkjarstaur - og han driller fårene! Gad vide om man ikke skulle opfordre til lidt nisse- og julesvendsudveksling?

Vestmannaøerne - fortsættelsen

Jo, jeg overlevede turen over til Hanne - og den mikroskopiske ø, der er så vild, gjorde et kæmpe indtryk på mig. En tredjedel af byen blev begravet af lavaen der strømmede op af jorden fra januar til juni i 1973. Til alt held var det dårligt vejr og alle fiskekuttere var i havn, så alle blev reddet over på fastlandet. Det var SÅ mærkeligt at gå ovenpå den kæmpestore lavabræmme og vide, at der er veje, huse osv, begravet nedenunder. Man er begyndt at grave en gade ud - og Hanne fortæller at ikke alle på øen synes det er en god ide, det er jo deres hjem, der er mange der kan HUSKE det.... Hanne fortæller også, at der var folk derovre, som hver dag holdt øje med udviklingen, og når de kunne se, at et hus var i farezonen, så sørgede de for at tømme det for værdier, personlige papirer, billeder osv. Fantastisk. Men det vildeste næst efter flyveturen er antallet af biler i Heimay - øen er lillebitte, der er vel 10 km asfaltvej - og ALLE har en kæmpe firhjulstrækker, det er godt nok skudt over målet, de kan snart ikke få den i 4. gear og man skal sejle dertil eller flyve... Og de kører børnene i skole, der er trafikprop ved skolen. Jo, de vil have deres biler vil de, de islændinge, og uanset om de har behov eller ej, så skal der være superhestekræfter under hjelmen. Nå, men Julus - min husnisse - var med på Vestmanna, og lige nu turnerer han og jeg rundt i 3 skoler, hvor vi snakker om jul og traditioner i Danmark - her har de 13 lidt uhyggelige julesvende, deres mor hedder Grýla og hun spiser spædbørn - og så er der den sorte kat, der æder de børn, der ikke får nyt tøj til jul.... så jeg prøver at sprede lidt fredsommlig dansk nisse hygge. Jeg er SÅ glad for jeg har været derovre, og flyveturen tilbage i et KÆMPEfly til 22 passagerer var absolut udturens diamentrale modsætning: helt roligt vejr, frostklart og fuldmåne - at lande i skumring midt i Reykajvik i det vejr var lige til en romatisk film.

This is your captain speaking....

"Vil du ikke en tur til Heimay på Vestmannaøerne og besøge Hanne?" - sådan en invitation sir man da ikke nej til, så jeg huggede hurtigt et "JO TAK DA" i tasterne og trykkede send . Jeg husker vulkanudbruddet derovre fra min pure ungdom i 73, jeg kan huske jeg så billeder på TV og det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at jorden åbnede sig i en 1,5 km lang sprække og lavaen væltede op på den lille bitte ø. En tredjedel af øens huse blev begravet af lavaen og det tog et halvt år før øens befolkning kunne begynde at flytte tilbage - og helt forståeligt valgte ca 20% øen fra. "Hvordan kommer du så derover" spurgte Erna, der er formand for dansklærerforeningen på Island, og da jeg svarede, at jeg havde fået en flybillet sagde hun "Nå, så skal du ikke regne med at komme hjem til mandag..." Det var som om min umiddelbare begejstring begyndte at kølne en anelse, så jeg spurgte mig lidt for. Det gik op for mig, at der ikke var ret mange der havde hørt om et rutefly til Heimay og flyselskabet ringede ikke nogen klokker heller. Afgangsstedet var ikke den almindelige indenrigslufthavn og i det hele taget blev det længere jo mere suspekt. Men jeg havde jo en billet... til NOGET... Taxachaufføren blev min redning - i første omgang - han vidste alt om arrangementet, og som han sagde, "Det er NOGET af en tur, men de islandske piloter er vant til at flyve i al slags vejr, det er de jo nødt til her, hvor det aldrig er til at forudsige noget og de aflyser ALDRIG!" Og så grinede han højt. Det var IKKE nogen trøst, for jeg havde lige tjekket, at det blæste 23m/sec på Vestmannaøerne. Træk vejret,sænk skuldrene, vær nu lidt modig sagde jeg til migselv, de maskiner de flyver med er jo bygget til det I tror det er løgn, det var en lille bitte propelting uden cockpit, bare med 8 sæder, og allerede før vi lettede fra Reykjavik vendte piloten sig om og sagde, at vi skulle påregne en del turbulens, men han mente nu nok han kunne få maskinen ned derovre - Ja, ned skal vi nok komme, men jeg havde da tænkt mig at blive bare LIDT ældre... og nu så det ud til at jeg havde nøjagtig 20 minutter tilbage. Det eneste formildende ved turen var ellers længden. Turen trodsede enhver beskrivelse - jeg siger jer, vi blev kastet rundt, og jeg mener helt bogstaveligt KASTET rundt, og hvordan han nogensinde fik hold på skidtet og vendt hjulene ned mod landingsbanen og ren faktisk LANDET, det er mig en gåde! Det hører måske med, at jeg ikke trak vejret de 3-4 sidste minutter af landingen. DA JEG STOD MED MIN LILLE IRGRØNNE REJSEKUFFERT I HEIMAY skyldede lettelsen over mig som vulkanudbruddet, jeg blev cirka lige så varm i hovedet som flydende lava - "YES" - jeg gjorde det - hul i turen hjem, jeg går sgu´på vandet... Det var vildt - og øerne er det hele værd - det hører I om..

Livet!

På Austurbærskóli, hvor jeg er lige nu, har eleverne i 10. årgang forberedt et emne, som de vil fortælle lidt om og diskutere i grupper på tre mand - jeg har hørt meget om sportsgrene, ferie osv - men i denne uge fik jeg noget af en overraskelse. "Jeg vil gerne tale om livet, det er ikke altid let..." sådan startede een af pigerne. Og man skal lige huske de kun har haft dansk i 3 år!! Og sandelig om ikke de også kunne diskutere på dette hersens sprog, som mest lyder som en halssygdom. Ind i mellem er der nogle sande personligheder, som virkelig gør det ekstra oplevelsesrigt at være her. Bare 300.000 mennesker og så alligevel de fleste funktioner dækket! Det er mildest talt beundringsværdigt, og at islændinge ER meget kulturelle mennesker, det møder man straks man lander. I en af de store boghandler fortalte en sød ekspedient mig, at der her op til jul udkommer 900 nye titler på islandsk, ja, her er en forfatter for hver 2,7 person.... ...og så er det det ligesom bliver andet end beundring, mærkeligt måske... kan det nu også passe? Ja, det gør det jo, men "ikke alt der glimrer er guld" - har lige læst en islandsk krimi, endda oversat til dansk, hvor jeg tænker, man sku være forfatter i Island!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Til gengæld er Hallgrimur Helgason fuldstændig forrygende i "En lejemorders guide til et rent hjem" - og rygtet vil vide, at man her i landet ikke har opdaget, at han er fuldstændig genial. Men sådan er der jo så meget

Nogle gange blir´ jeg så flov over at være dansk...

... jeg havde faktisk troet, at når jeg rejste herop, så ville jeg slippe for de kedelige sager omkring danske politikere, og hvem toner så frem på landsdækkende islandsk TV i nyhederne i aftes? LENE ESPERSEN... Nu må Danmark snart se at få sine prioriteringer på plads! Godt nok er vi med i EU, og fred være med det, men det behøver ikke betyde, at vi ikke er et nordisk land længere! Og hvorfor i alverden kan man ikke tillade en gravid islandsk kvinde at blive i Danmark? Hallo, Danmark har været kolonimagt på Island indtil 1944, kan vi så ikke behandle dem lidt ordentligt?? Vi har haft pasunion i mange år i Norden uden det overhovedet har givet problemer, så hvorfor kan vi så ikke have en fælles ordning om borgeres ophold i de nordiske lande?? Det fatter jeg bare ikke. Så tror da pokker, at eleverne i de ældste klasser her er kritiske over for at lære dansk som fremmedsprog! Hvis vores medlemsskab af EU betyder, at vi må lukke af til Norden, så skyder vi os i de historiske rødder tror jeg. Som kollega Jette fra 10. Aabenraa sagde, da hun besøgte Island for et par uger siden, "Man føler sig jo slet ikke fremmed her, det er som om man hører til" Det´en ommer, Lene E.!!

Her behøves ikke "Se og Hør"

Det blev faktisk klart for mig i denne uge, at her behøver man ikke de kulørte blade for at føle sig i nærheden af de kendte. I Reykjavik er alle helt bogstaveligt lige rundt om hjørnet, man vader på sæt og vis i kendisser fra morgen til aften - og man lader dem faktisk i fred! Man hilser høfligt (for en eller anden i familien har jo gået i skole med dem!!!!!!!)og så går man videre.. For en halvgammel vestjyde er det nu RET så vildt - at løbe ind i den unge, smukke undervisningsminister her for 2. gang på to mdr., - PLUS Vidgis Finnbogadottier (Verdens første kvindelige præsident fra 1980-1996) for 3. gang - OG Björk med datter for første gang.. Læren er måske i virkeligheden, "at alle er lige for Vor Herre" - DET er fedt ved at være her... sammen med hot pots, humoristiske lærere og blålys, NEEEEEEEEEEEEJ da undskyld NORDlys selvfølgelig... Og det store spørgsmål for de ca. 250 elever jeg har mødt indtil nu er vel stadig HVORFOR skal vi lære dansk?

At rejse er at leve, javist, men at dele oplevelserne med andre er nu det allerbedste! Opdatering af bloggen har det ligget tungt med af den dejlige grund, at jeg har været optaget af gæster. Jeg vil da ikke kalde mig garvet her, men jeg må da indrømme, at jeg lynhurtigt får nogle ret så faste opfattelser, som lige bliver vinklet en ekstra gang når der kommer nye øjne på – vel at mærke på det sprog hvor jeg kan gøre mig bedst forståelig.

Nå ja, så har jeg jo virkelig forsøgt at tilpasse mig den i mine øjne ret anarkistiske cykelkultur PÅ fortovet, og så blev jeg i dag antastet af en ret sur ældre islandsk dame (hun var vel på min alder) og jeg blev gjort opmærksom på, at der er uskrevne regler i kaos! Måske var det et lille eksempel på begrebet livslang læring.

Og hvad gjorde jeg? Præcis som en skoleelev: ”Jamen jeg troede jo….og jeg har aaaaltså fået forklaret at….”

Hvor gammel skal man være før man siger, ”Tak, det er jeg glad for du gør mig opmærksom på, og kan du have en god dag”

Hjemmeliv

Hvor det i Danmark har været rekord-regnfuldt, så har der her været lysere og varmere end vanligt. Må vejret bare fortsætte med sol de næste par uger, hvor jeg får besøg fra Danmark
Efterhånden kan man godt se det er mig der bor i lejligheden, jeg har også fundet strikkepindene frem og når jeg prøver at følge nyhederne på Islandsk TV eller ser en god film, så bliver der produceret!
I aften er der en kæmpe demonstration foran rådhuset - folk slår med opvaskebørster på grydelåg, mens der holdes kommunemøde! Folk her vil godt vide hvor nogen af alle de forsvundne islandske kroner er blevet af og de vil have de skyldige straffet. Det lyder ret voldsomt, men det er faktisk så fredeligt, at folk har deres børn med.
I weekenden varmede jeg op til en ny skole ved at gå i svømmebad, udendørs; når man starter i en 40-42 grader varm hot pot kun med hovedet oppe i den friske altlanterhavsluft, så varmes kroppen så meget op at de 7 grader i luften overhovedet ikke føles koldt. Og selv små unger på to år drøner rundt i badetøj - unge og gamle, tykke og tynde: ALLE går i svømmehal.
Min nye skole virker meget imødekommende og jeg har nydt den første dag, hvor eleverne bare ser mig an og overvejer hvordan de kan slippe for at skulle sige noget på dansk. Og så ville de gerne have mig til at sige "chokoladekage", for det lyder åbenbart enormt morsomt!

Åh, at være en rejselærer..

Undervisningsmæssigt har mødet med det islandske skolesystem indtil videre ikke givet de store overraskelser – de unge i 9. og 10 klasse fandt sig den første uges tid i den underlige rejselærer fra Danmark uden at sige så meget og nu hvor min afslutning på Laugerlakjærskóli nærmer sig bliver de lidt mere frimodige. Dansk er altså ikke et fag de brænder for, et par af de rigtig dygtige drenge har simpelthen besluttet, at de ikke vil ofre tid på at lære endnu et lille bitte sprog med begrænset udbredelse! Og man kan vel godt til en vis grad følge dem…

Jeg underviser ikke, men deres lærer og jeg planlægger i fællesskab og udnytter at jeg har dansk som modersmål, så eksempelvis skal ALLE elever præsentere et emne på dansk og snakke med mig om det! Der er nogle få som synes at have let ved sproget - enten fordi de har boet i Danmark eller fordi de tør gå imod strømmen og prøve at blive gode til det.  Men generelt er niveauet lavt, de har også kun haft dansk siden 7. klasse.

På et tidspunkt sad nogle drenge og så noget lidt frækt på nettet, og så var det jo oplagt at sige til dem, at de da i det mindste kunne finde noget frækt på dansk, når det nu var dansktime!! Det er jo ikke bevist at humor skader læring – så var det en af de skønne drenge sagde: ” Hvis der var flere lærere ligesom dig her i Island….. så …… så gik det helt galt!”  Og det har han nok ret i!

Og lige i parantes bemærket, så har jeg set Nordlys!!!

Hverdagstanker

Som rejselærer skal man indstille sig på, at bedst som man er faldet til på én skole, så skal man videre. Det kan være lidt hårdt at tænke på, at om en god uge skal jeg tage afsked med Nanna, eleverne i 9. og 10. klasse på Laugalækjarskóli. Det er et vilkår, men det kræver lidt mere overskud end vanligt at skulle indgå i nye relationer og præstere fra dag et hvert sted. Det er en stor opgave at skubbe gang i mundtligheden for modvilligheden sidder i mange led, og jeg forstår det godt! Jeg grubler stadig, maser på og håber at lærerne jeg møder får mere mod til at bryde med ”plejer” og risikere blot i små doser.

Med gode arbejdsbetingelser og en god base går det også, og det er så her der er dryppet malurt i mit bæger. Jeg fik stillet en møbleret lejlighed i udsigt, men det er den altså ikke – det skorter ikke på velvillige tilkendegivelser, men på handlingsniveau vaskes der mest hænder – det lærte vi under influenzahysteriet i Danmark, at det er GODT, men her kan jeg da være bange for hudløshed på sigt!!!

Hvad kan man så gøre, når man ikke har en ordentlig stol at sidde i, et TV med kontakt til en antenne ELLER et skrivebord at arbejde ved??  Man kan da bare bestige en vulkan! Min var godt nok meget lille, udslukt for 7000 år siden og bare lige uden for byen – men den var fin nok til mig. 

Her behøver jeg absolut ikke mere, så på enkelte punkter er jeg nøjsom  :)

På tur til Sydlandet

Så har jeg også været uden for byen - Hanne skulle hente bil i Reykjavik i sidste uge, så jeg tog med hende hjem på weekend 20 kilometer fra Eyahfjallajökull - det var altså mærkeligt at sidde der i Hannes stue og kigge LIGE ud på den vulkan, som kom på alle europæeres læber i foråret - det er toppen med sne på i baggrunden bag det sorte hus.

Og faktisk var der udgangsadvarsler helt herinde i Reykjavik  (120 km) i sidste uge, fordi mængden af aske i luften var sundhedsskadelig - synd man ikke forstod Islandsk, jeg syntes godt nok jeg hostede som en ryger, da jeg var ude.

Nu har jeg så været på arbejde i godt en uge - og det er en kæmpeoplevelse - islændinge er så gæstfri. Jeg sagde på lærerværelset, at jeg godt kunne tænke mig at gå til noget kreativt på aftenskole, og WUPTI, så havde en af lærerene printet en stak sider om alle mulige fantastiske kurser.

Første weekend i egen lejlighed

Så fik jeg den lejlighed, som systemet her i Island skal stille til rådighed for mig! I følge samarbejdsaftalen mellem Danmark og Island behøver rejselæreren kun at medbringe nogle få helt personlige ejendele.... hvor ER jeg glad for, at jeg ikke lyttede alt for godt efter - jeg pakkede nemlig rigeligt.

Man kan ikke kalde lejligheden møbleret - men heldigvis er der IKEA heroppe - og fire tallerkner i alt er lige lidt nok til at få et Else-Brink-køkken til at køre. Det bliver anderledes i nærmeste fremtid.

Og endelig er jeg startet på jobbet, den første skole jeg skal være på ligger lige over for det stadion, hvor Island i aftes, 3. september,  var lige ved at ryste Norge lidt i fodbold.

Laugalækjarskóli er meget velfungerende og jeg arbejder sammen med en ung lærer, Nanna, hun er ualmindelig god til dansk!

Nu med blog

På opfordring af Lone i Lund og Gitte i Aabenraa prøver jeg at oprette en blog, her kan jeg lægge oplevelser og billeder og I kan se og hente lige når det passer jer - bær over jeg er ny!

Titlen på min blog er hentet fra mit første møde på Reykjavik universitet, hvor jeg fik fortalt at man her i Island benævner læringscenteret - eller biblioteket - mentalsmedje. Jeg faldt pladask for ordet, som jeg faldt for fjedet, da jeg mødte det