Vestmannaøerne - fortsættelsen

Jo, jeg overlevede turen over til Hanne - og den mikroskopiske ø, der er så vild, gjorde et kæmpe indtryk på mig. En tredjedel af byen blev begravet af lavaen der strømmede op af jorden fra januar til juni i 1973. Til alt held var det dårligt vejr og alle fiskekuttere var i havn, så alle blev reddet over på fastlandet. Det var SÅ mærkeligt at gå ovenpå den kæmpestore lavabræmme og vide, at der er veje, huse osv, begravet nedenunder. Man er begyndt at grave en gade ud - og Hanne fortæller at ikke alle på øen synes det er en god ide, det er jo deres hjem, der er mange der kan HUSKE det.... Hanne fortæller også, at der var folk derovre, som hver dag holdt øje med udviklingen, og når de kunne se, at et hus var i farezonen, så sørgede de for at tømme det for værdier, personlige papirer, billeder osv. Fantastisk. Men det vildeste næst efter flyveturen er antallet af biler i Heimay - øen er lillebitte, der er vel 10 km asfaltvej - og ALLE har en kæmpe firhjulstrækker, det er godt nok skudt over målet, de kan snart ikke få den i 4. gear og man skal sejle dertil eller flyve... Og de kører børnene i skole, der er trafikprop ved skolen. Jo, de vil have deres biler vil de, de islændinge, og uanset om de har behov eller ej, så skal der være superhestekræfter under hjelmen. Nå, men Julus - min husnisse - var med på Vestmanna, og lige nu turnerer han og jeg rundt i 3 skoler, hvor vi snakker om jul og traditioner i Danmark - her har de 13 lidt uhyggelige julesvende, deres mor hedder Grýla og hun spiser spædbørn - og så er der den sorte kat, der æder de børn, der ikke får nyt tøj til jul.... så jeg prøver at sprede lidt fredsommlig dansk nisse hygge. Jeg er SÅ glad for jeg har været derovre, og flyveturen tilbage i et KÆMPEfly til 22 passagerer var absolut udturens diamentrale modsætning: helt roligt vejr, frostklart og fuldmåne - at lande i skumring midt i Reykajvik i det vejr var lige til en romatisk film.