Som rejselærer skal man indstille sig på, at bedst som man er faldet til på én skole, så skal man videre. Det kan være lidt hårdt at tænke på, at om en god uge skal jeg tage afsked med Nanna, eleverne i 9. og 10. klasse på Laugalækjarskóli. Det er et vilkår, men det kræver lidt mere overskud end vanligt at skulle indgå i nye relationer og præstere fra dag et hvert sted. Det er en stor opgave at skubbe gang i mundtligheden for modvilligheden sidder i mange led, og jeg forstår det godt! Jeg grubler stadig, maser på og håber at lærerne jeg møder får mere mod til at bryde med ”plejer” og risikere blot i små doser.
Med gode arbejdsbetingelser og en god base går det også, og det er så her der er dryppet malurt i mit bæger. Jeg fik stillet en møbleret lejlighed i udsigt, men det er den altså ikke – det skorter ikke på velvillige tilkendegivelser, men på handlingsniveau vaskes der mest hænder – det lærte vi under influenzahysteriet i Danmark, at det er GODT, men her kan jeg da være bange for hudløshed på sigt!!!
Hvad kan man så gøre, når man ikke har en ordentlig stol at sidde i, et TV med kontakt til en antenne ELLER et skrivebord at arbejde ved?? Man kan da bare bestige en vulkan! Min var godt nok meget lille, udslukt for 7000 år siden og bare lige uden for byen – men den var fin nok til mig.
Her behøver jeg absolut ikke mere, så på enkelte punkter er jeg nøjsom :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar