This is your captain speaking....

"Vil du ikke en tur til Heimay på Vestmannaøerne og besøge Hanne?" - sådan en invitation sir man da ikke nej til, så jeg huggede hurtigt et "JO TAK DA" i tasterne og trykkede send . Jeg husker vulkanudbruddet derovre fra min pure ungdom i 73, jeg kan huske jeg så billeder på TV og det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at jorden åbnede sig i en 1,5 km lang sprække og lavaen væltede op på den lille bitte ø. En tredjedel af øens huse blev begravet af lavaen og det tog et halvt år før øens befolkning kunne begynde at flytte tilbage - og helt forståeligt valgte ca 20% øen fra. "Hvordan kommer du så derover" spurgte Erna, der er formand for dansklærerforeningen på Island, og da jeg svarede, at jeg havde fået en flybillet sagde hun "Nå, så skal du ikke regne med at komme hjem til mandag..." Det var som om min umiddelbare begejstring begyndte at kølne en anelse, så jeg spurgte mig lidt for. Det gik op for mig, at der ikke var ret mange der havde hørt om et rutefly til Heimay og flyselskabet ringede ikke nogen klokker heller. Afgangsstedet var ikke den almindelige indenrigslufthavn og i det hele taget blev det længere jo mere suspekt. Men jeg havde jo en billet... til NOGET... Taxachaufføren blev min redning - i første omgang - han vidste alt om arrangementet, og som han sagde, "Det er NOGET af en tur, men de islandske piloter er vant til at flyve i al slags vejr, det er de jo nødt til her, hvor det aldrig er til at forudsige noget og de aflyser ALDRIG!" Og så grinede han højt. Det var IKKE nogen trøst, for jeg havde lige tjekket, at det blæste 23m/sec på Vestmannaøerne. Træk vejret,sænk skuldrene, vær nu lidt modig sagde jeg til migselv, de maskiner de flyver med er jo bygget til det I tror det er løgn, det var en lille bitte propelting uden cockpit, bare med 8 sæder, og allerede før vi lettede fra Reykjavik vendte piloten sig om og sagde, at vi skulle påregne en del turbulens, men han mente nu nok han kunne få maskinen ned derovre - Ja, ned skal vi nok komme, men jeg havde da tænkt mig at blive bare LIDT ældre... og nu så det ud til at jeg havde nøjagtig 20 minutter tilbage. Det eneste formildende ved turen var ellers længden. Turen trodsede enhver beskrivelse - jeg siger jer, vi blev kastet rundt, og jeg mener helt bogstaveligt KASTET rundt, og hvordan han nogensinde fik hold på skidtet og vendt hjulene ned mod landingsbanen og ren faktisk LANDET, det er mig en gåde! Det hører måske med, at jeg ikke trak vejret de 3-4 sidste minutter af landingen. DA JEG STOD MED MIN LILLE IRGRØNNE REJSEKUFFERT I HEIMAY skyldede lettelsen over mig som vulkanudbruddet, jeg blev cirka lige så varm i hovedet som flydende lava - "YES" - jeg gjorde det - hul i turen hjem, jeg går sgu´på vandet... Det var vildt - og øerne er det hele værd - det hører I om..